Tilspænding ud fra Ra og næseradius

For en teoretisk drejet overflade kan tilspændingen beregnes ud fra ønsket Ra og værktøjets næseradius. Formlen er f = √(32 · Ra · r / 1000), hvor Ra angives i µm, og f og r i mm. For Ra 1,6 µm og r 0,8 mm giver det f = 0,202 mm/omdr.; afrundet til 0,20 mm/omdr. er den teoretiske Ra 1,56 µm.

Hvordan bruger jeg formlen?

Brug formlen, når du kender den ønskede Ra og næseradius. Indsæt værdierne i de nævnte enheder, og beregn fremføringen pr. omdrejning. Resultatet er et teoretisk udgangspunkt for drejning, ikke en garanti for den målte overflade.

Ra = f² / (32 · r) · 1000

Rz = f² / (8 · r) · 1000

Her er Ra i µm, mens f og r er i mm. Den teoretiske sammenhæng giver Rz = 4 × Ra ved drejning, men det målte forhold kan variere.

Hvad betyder næseradius for ruheden?

En større næseradius giver ved samme tilspænding en lavere teoretisk Ra. En større tilspænding øger ruheden kraftigt, fordi tilspændingen indgår i anden potens. Formlen forudsætter, at f < r.

Hvorfor er målt ruhed ofte højere?

Den virkelige overflade påvirkes af forhold, som den geometriske formel ikke beskriver fuldt ud. Værktøjsslid, vibrationer, opbygget æg, skærehastighed og materialets egenskaber kan øge den målte ruhed. Hvis resultatet ikke passer med beregningen, skal du derfor kontrollere både skær og processtabilitet.

Brug ruhedsgrafen, Ra, Rz og N-klasser, typisk ruhed for bearbejdninger og tilspændingsdiagrammet som supplerende opslag.

Praktisk tommelfingerregel: Beregn tilspændingen, og prøv derefter resultatet i den faktiske opspænding. Mål overfladen, hvis ruhedskravet er kritisk.

Typiske fejl i værkstedet

• At indsætte Ra i mm i stedet for µm.
• At bruge forkert næseradius.
• At vælge f ≥ r, selv om formlens forudsætning ikke er opfyldt.
• At forvente, at den teoretiske værdi altid svarer til målt Ra.