Belægning (CVD og PVD)

Hvad er en belægning?

Belægningen beskytter skærets overflade under bearbejdningen. Den ligger oven på grundmaterialet, som ofte er hårdmetal. Belægningen ændrer ikke behovet for at vælge en passende skæregeometri.

CVD og PVD er forskellige metoder til at fremstille belægningslaget. De giver forskellige egenskaber, så valget skal passe til emnemateriale, skæreforhold og den ønskede skærkant.

En belægning kan begrænse sliddet på spånfladen, men den fjerner ikke risikoen for kraterslid. Undersøg sliddets placering, før du skifter kvalitet. Se på plattens samlede plattekvalitet og brug værktøjsproducentens anbefalinger frem for kun at vælge efter betegnelsen CVD eller PVD.

Hvad er forskellen på CVD og PVD?

• CVD (kemisk dampaflejring) giver typisk tykkere lag, ofte flere µm op til cirka 20 µm, og er velegnet til stål og støbejern, hvor varmen og sliddet er stort.
• PVD (fysisk dampaflejring) giver tyndere lag på nogle få µm og lader æggen blive skarp. Den bruges ofte til rustfrit stål, gevind, fræsning og små værktøjer.

Lagene kan bestå af forbindelser som TiN, TiCN, TiAlN og Al₂O₃ (aluminiumoxid), som hver især giver slidstyrke eller varmebeskyttelse.

Hvad kan en belægning ikke?

Belægningen kan ikke redde en forkert geometri eller forkert hastighed. Den begrænser slid, men gør ikke en sprød kvalitet sejere. Er skæret ubelagt og poleret, er det ofte fordi materialet, for eksempel aluminium, klæber til en belægning.

Typiske fejl med belægning

• Belægningen vælges alene efter betegnelsen CVD eller PVD og ikke efter materiale og skæreforhold.
• Slid på kanten antages at skyldes belægningen, selv om årsagen er forkerte skæredata.
• En belagt platte bruges til aluminium, hvor materialet klæber.